Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
i psykologien. Tanken maa gjøre spränget fra en
form til andre former, som har en eller anden
likhet med den første. Men en likhet i form, i
delenes forhold, er netop hvad vi kalder en analogi.
Derfor taler Poincaré saa meget om de
matematiske analogier.
Denne sans for formen kommer tilsyne i
matematikken som i kunsten ved de følelser den vækker.
Men det egne for disse følelser er at de har noget
løftende ved sig; de hæver vore tanker, sætter dem
i flugt. Der kommer et yrende liv i
forestillingernes leir som muliggjør forbindelser av
overraskende art.
Bedst kan vi hos digterne studere følelsens
magt til at jage forestillingerne op, saa man ofte
synes at staa i en storm av billeder, som hos
Wergeland. Billedet er sjelden fremkaldt av en
forestillings intellektuelle del alene; følelsen virker
med. Billedet skal jo foruten at virke malende,
gaa ind i digtets stemning, og naar dette er skrevet
under herredømmet av en sterk følelse, kommer
overhodet bare billeder som passer ind i denne.
Wergeland skildrer i Den engelske lods det indtryk
Englands kyst gjorde paa ham, idet han kommer
seilende ind kanalen, og det ene billede vælder
frem efter det andet og maler det overraskende
syn. De første av disse billeder kunde synes at
være fremkaldt alene av kystens hvite farve. Han
spør nemlig først, om det er en aas av hvite skyer
som ligger der.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
