Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. I Kongens København
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
angst for at noget Menneske skulde se ham, slap
ud i en af Vesterbros Sidegader og stolprede af til
Gæstgivergaarden, fik Storeklavs for Vognen og
kom afsted. Han var kommet til at længes saa
urimeligt efter Børnene derhjemme —
ja og efter
Koen og Grisen.
Først da han var vel ude af Byen og mødte den
kolde Morgenvind mod sin Pande, kom han til at
tænke paa Sørine. Omfanget af hans Nederlag gik
i det samme op for ham og han brast i Graad,
en underlig ubehjælpsom Hulken, der kom et Steds
nede fra i ham og truede med at kaste ham ud af
Vognen.
Undervejs gjorde han Holdt i Udkanten af en
Skov —
just saa længe mens Storeklavs fik noget
i Skrutten. Selv følte han ingen Madlyst. Saa var
han paa Landevejen igen og sad og faldt sammen,
mens Aftenens Halløj hvirvlede syngende gennem
hans Hoved.
Et Steds kom en Kone løbende, »Las Peter!«
raabte hun »Las Peter!« Storeklavs gik i Staa.
Lars Peter vaagnede til med et Skvæt, uden et Ord
gravede han i Vestelommen, rakte hende Kigsorten
og piskede paa Hesten igen.
Et godt Stykke fra Hjemmet kom en Klynge
Børn ham i Møde paa Landevejen; Ditte havde
ikke kunnet styre dem længer, de frøs og græd.
Lars Peter fik dem op til sig paa Vognen, og de
gav sig til at kravle rundt paa ham og pludre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
