Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Opbrud fra Skadereden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
ind i Historien. Hvad der forresten heller ikke er
saa underligt.«
»Hvorfor ikke det? Han ved jo hvordan det
hele er gaaet til —
og han er saa sand!«
»Hm —
ja, ser du —
sand! Naar det gælder
Sønnen af en velstaaende Gaardmand, saa —.
Han er saamænd god nok, men han skal jo leve.
Han er bange for sit Offer, om han lægger sig ud
med Bønderne ser du, og de hænger jo sammen
som Ærtehalm. Han raadede mig til at lade det
falde —
tilmed vi vil forlade Egnen; der kommer
ikke andet end ny Skade og ny Forfølgelse ud af
det, mente han. Og det kan jo være rimeligt nok!
Avktionen kan de jo nemt ramme os paa
—
ved
at enes om ikke at byde Tingene i Vejret, eller
ogsaa holde sig helt borte.«
»Saa gik du ikke til Sognefogden og meldte
det da?«
»Jo jeg gjorde du. Men han mente heller ikke,
det var værd at gøre noget ved den Sag. —
Lære-
ren sa’e forresten, at jeg godt kunde holde jer
hjemme fra Skolen Resten af Tiden til vi flytter —
han tog Ansvaret paa sin Kappe. En flink Mand
er han ligefuldt, om end han er bange for sit
Skind.«
Ditte var ikke tilfreds. Hun kunde godt unde
den store Knægt, der først havde overfaldet Kristian,
og bagefter sparket hende i Øjet med sin Træsko
fordi hun værgede Broderen, en ordentlig Omgang.
Og for hendes Barnesind havde det staaet som af-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
