Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Hjemme igen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
»En vil nu tro, det er i Brystet hun har Skaden
alligevel. Den Hoste du! det er
grangivelig som
naar en Baad tar Bunden, saadan skurer det i
én, naar den rigtig faar Tav i hende. Det stammer
fra de vaade Mure derinde i Fængslet mener hun
jo selv; de var nok saadan, at Vandet drev af
dem.«
»Jeg troede ikke, Mor fortalte noget derinde fra,«
udbrød Ditte forbavset.
»Nej meget er det jo heller ikke, men en og
anden Gang træffer det dog at hun hentyder til
det. Ellers gaar hun jo nærmest om som én, Fyret
er slukket under.« Lars Peter sukkede. »Og hvor-
dan gaar det saa dig?« sagde han og lagde sin
Haand oven paa hendes, paa Bordet.
Ditte kræmtede noget, der baade kunde være det
ene og det andet.
»Holder du stadig fast ved, at jeg ikke skal gaa
ud til Bakkegaarden?
—
Ja, for én ku’ nok li’ og
faa gjort op med det bundfordærvede Pak. Nogen
Bet faar én jo ikke over dem, men én ku’ dog
faa den Tilfredsstillelse at ryste Kallunet lidt paa
dem. Det Bondeyngel!«
»Karl er ikke fordærvet,« sagde Ditte sagte. »Han
er bare svag
—
og ulykkelig «
»Naa ikke —
det vil jeg nok sige. Gaa hen og
—
naa! Og saadan en Løjser kalder sig gudelig og
løber til Forsamlinger —
sært nok at han ikke
har faaet omvendt dig ogsaa.« Lars Peter talte sig
gal i Hodet, men det varede kun et Øjeblik. »Naa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
