Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Bakkegaardssønnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
nyttede enhver Lejlighed til at pege paa hendes
gode Sider —
der var jo et og andet at modvirke
endnu. De holdt paa en vis Maade ogsaa af hende,
mistroiske var de ikke mere,
’
og de lød hende.
Dittes Uheld havde hjulpet hende til sit, Tøsen
var ikke deres et og alt længer. Men Børnenes
Fortrolighed havde hun ikke, og hun lagde heller
ikke an paa at faa den. Hun syntes lykkeligst
naar hun tik Lov til at gaa og svøbe sig ind i sit
eget, og lod ikke til at savne andre Mennesker —
ikke engang Lars Peter. »Hun færdes som en der
har sagt Farvel til det hele,« tænkte Lars Peter
ofte nedslaaet. Men han udtalte det ikke højt.
De var færdige med at spise;-Lars Peter sad og
saa ud efter Søen, det skumrede stærkt. »Hvor
mon Kristian biir af?« sagde han og gav sig til at
stoppe Piben. Det betød at han skulde et Slag
paa Havnen, i Stuen røg han aldrig af Hensyn til
Sørine. I det samme kom Kristian. Han smed
sin Hue hen i en Krog og skubbede sig ind paa
Bænken; han var i Krigshumør kunde man se.
»Hvorfor kan du ikke møde til Tiden?« sagde
Ditte irettesættende. Det var snart for galt med
den Knægts Luner!
Kristian svarede ikke men gav sig til at hugge
i sig. Da han havde stillet den værste Sult, løf-
tede han Hodet. »Der staar én henne bag Sprøjte-
huset«, sagde han ud i Stuen. »Han spurgte mig om
jeg ikke vilde sige det hjemme —
men jeg maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
