Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Englene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
og Folk er saa mistroiske.« Hun saa godtroende
hen paa Ditte.
Det var Hundeøjne hun havde, rigtig godlidende
Hundeøjne der aldrig tog Udtryk hverken af Vrede
eller Karakter; Angst var det eneste der kunde
sætte op i dem. Hendes Skikkelse var svampet og
viljeløs, Ansigt og Hænder nærmest slatne. Ditte
kunde ikke faa fat i det onde ved hende, hvor
meget hun saa var paa Vagt; naar hun ikke hørte
efter hvad de andre Piger sagde men kun tog efter
sit eget, syntes hun vel nærmest om hende. Det
peb i hende naar hun trak Vejret
—
det var
Astma; og hun gik altid om i sin sorte Silkekjole
og saa ud som hun ingenting forstod, enfoldig og
besværet!
»Ork ja, de smaa Englebørn!« sa’e hun. »Min
Forlovede har saamænd tidt skændt paa mig, fordi
jeg ikke opgiver Kliniken her —
ja De ved jo nok,
at Grossereren er min Forlovede! Vi sætter bare
Penge til siger han; og sandt er det at man har
ikke andet end Utak for al sin Ulejlighed. Men
naar nu
Separationstiden er omme, rejser vi ned
til Syden og bor —
der skal Luften være saa god
for Astma. Ja vi gifter os jo først —
De ved nok,
at man skal gaa i tre Aar inden man har Lov at
gifte sig igen? Jo —
det er for hvis der skulde
være noget undervejs efter det første Ægteskab.«
»Noget undervejs? —
i tre Aar?« Ditte kunde
ikke lade være at le.
»Naa ja —
én ved da, at Folk ikke altid biir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
