Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ditte plukker Roser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
»Han kan ikke fordrage at kaldes Digter,« sagde
Fru Vang dæmpet. »Han hader Kunst og Kunst-
nere har De maaske lagt Mærke til —
Frisører
kalder han dem. Selv slider han med at faa den
usminkede Sandhed sagt. Skulde man vel tro, at
det var saa vanskeligt? Men han siger, at vi er
allesammen befængt med Forløjethed
—
vi maa
gaa i Lære hos Almuen.«
»Hos os!« udbrød Ditte forskrækket. »Men vi
har jo slet ikke Begreb om Digtekunst.«
»Det er maaske netop det —
jeg ved ikke rigtig.
Vang gaar saa stille med alting; man skulde ikke
tro han var en Oprører, vel? Men der passes paa
ham kan De tro; man vilde gærne faa Ram paa
ham, om man bare kunde. Foreløbig ties han
saa vidt muligt ned, men en Dag —
naar Lejlig-
heden er der —
—! Saa tar de ham fra mig,
Ditte.«
»Og bare fordi han holder med de Fattige?«
Ditte begreb det ikke, hun stirrede uforstaaende
udover.
Fru Vang nikkede: »Det er jo Fremtiden! Enten
vil de af med Pjalterne selv, eller ogsaa skal de
Rige ogsaa trække i dem. Og sker der noget, saa
gaar han med —
det er jeg vis paa! Aa Ditte,
der er ikke det i Verden, jeg ikke kunde unde
ham!« Hun bøjede sig ind over Bordet og lagde
Hodet ned paa Armene.
»Hvor er de smukke hendes Arme,« tænkte
Ditte »og hvor er hun køn og god.« Hun stod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
