Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Paa Fælleden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
med alle store Herrer!« Og nu hun selv —
troede
hun paa ham? Ditte vidste ikke rigtig —
hun hade
aldrig mærket ham! Men var han til, hade han
i al Fald ikke haft meget Held med sig; Verden
var ikke meget værd, og Menneskene heller ikke.
De overraskede én aldrig, for de gjorde altid det,
der var behageligst for dem selv. Karl var den
eneste, hvis Handlinger og Væsen ikke var saa
lige til. Han kunde se paa én med Øjne der lige-
som stirrede ind fra det ubekendte, og man maatte
tænke paa ham naar man
gjorde noget forkert.
Var det noget i Vorherres Retning? Men han troede
jo alligevel ikke mere —
saa vidt hun forstod.
Hun vilde tale med ham om det!
Alt det øvrige var lige til og hade mere med
Fanden end med Gud at gøre. Man frøs og sultede
—
ogsaa selv om man gjorde sit bedste; Værten
snød sig fra Reparationerne, men Gud hjælpe den
der kom blot en Time for sent med Huslejen. Urte-
kræmmeren snød paa Vægten og gav kun atten
Stykker i en Snes Pinde —
kunde han se sit Snit.
Bageren og hans Kone omme i Forhuset passede
selv det hele og kunde dog ikke klare sig! Alt
det behøvedes der ingen Vorherre for at holde i
Gang. Den Fattige var som et Faar, enhver hade
Lov at klippe. »Vorherre gøre Luften lidt mild for
dig!« sagde de kærligt og klippede én lige ind til
Skindet.
Var det kanske det Vorherre var til? dækkede
han Gavtyvene, siden de altid beraabte sig paa ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
