Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Gratulanten lægger op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
Hund, da de lagde ham i Seng. »Han faar for lidt
Sprut,« hviskede Hjærter-Skæg. Og skønt det var
den Idiot der sa’e det, var Ditte tilbøjlig til at gi
ham Ret.
Nu laa han der saa —
som han i sin Donner
hade forudsagt; Ditte kunde gaa i Gang med Havre-
suppen. »Hæld ham ud!« sa’e Konerne, »De skal
da inte forsørge et voksent Mandfolk —
saadan en
Sut! Hvis det er Poppelsi, kan han godt ligge saa-
dan i tyve Aar! Lad Politiet ta sig af ham, saa
kommer han paa Hospitalet.« Men det kunde Ditte
ikke faa sig selv til. Han var hendes Logerende,
dermed var Sagen givet. Det kunde godt være han
selv var Skyld i sin Tilstand —
et rent ud sagt
elændigt Liv hade han ført, levet paa Beværtninger
og aldrig faaet Mad i ordentlig Tid. Men Ditte var
ikke den der spurgte om Skyld
—
saa ük man
vist noget at gøre, skulde man grave Skylden for
Elændigheden frem. Han trængte; det var hende
tilstrækkeligt.
Hvad han egentlig fejlede, var det ikke nsemt at
blive klar over. Karl kendte en Læge, som stod
paa de misfornøjede Arbejderes Side, og ikke vilde
forlange Betaling om de sendte Bud efter ham.
Men Gratulanten vilde ikke høre tale om det. Han
var ligeglad med det hele og laa selv og gjorde
Grin med sin Tilstand. »De hørte jo selv hvad jeg
fejler—Idioten hviskede del jo til Dem,« sa’e han
ondskabsfuldt. »Skulde det ikke være tilstrække-
ligt, naar Idioten har sagt det?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
