Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Et Menneske er Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
275
haft sit eget, aldrig før sete Spektrum. Et Væsen,
der maaske har strøet Genialitet, maaske Godhed
omkring sig, forlader Jorden; det kun engang sete
—
Underet der blev Kød og Blod —
hører op at
være. Intet Menneske var en Gentagelse af andre
eller skal nogensinde selv gentages. Hvert Menne-
skebarn ligner de Kometer, der kun én Gang i al
Evighed rører Jordens Bane og en stakket Tid
drager deres lysende Vej hen over den —
en Fos-
foresceren mellem to Evigheder af Mørkel
Saa er der vel Sorg blandt Menneskene for hver
en Sjæl der forlader Jorden? om hans Baare staar
de vel med alvorlige Ansigter og siger: Se hvad
Verden har mistet og aldrig Faar igen! Se hvilket
sælsomt Under der denne Gang har kysset Jor-
den!
Ak, Ditte var ingen slukket Stjærne, hvis efter-
ladte Plads i Rummet maatte registreres for Tid
og Evighed. Som en Snylter kom hun anstigende
—
hun blev i al Fald modtaget som en saadan;
det var med Nød og næppe hun tiltvang sig Ad-
gang til Tilværelsen. Som en af den store graa
Flok paa halvanden Milliard tog hun sin Gærning
op og gjorde Lige for sig. Jorden blev rigere ved
hende, men uden at det kunde henføres til hende.
Hun var blot en af de navnløse mange
—
Menne-
skebarnet hvis Kendetegn er, at dets Hænder altid
er skrubbede.
Hun blev begravet i de Fattiges Hjørne af Kirke-
gaarden
—
der hvor Gravene skal sløjfes hurtigst
18 *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
