Anden Krønikebog 25
1. Amazja var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og
var fra Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, dog ikke med et
helt Hjerte.
3. Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe,
der havde dræbt hans Fader Kongen,
4. men deres Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der
står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN påbyder: "Fædre skal
ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."
5. Amazja samlede Judæerne og opstillede dem efter Fædrenehuse
under Tusind- og Hundredførerne, hele Juda og Benjamin, og da
han mnønstrede dem fra Tyveårsalderen og opefter, fandt han, at
de udgjorde 300.000 udvalgte Folk, øvede Krigere, der har Skjold
og Spyd.
6. Dertil lejede han i Israel 100.000 dygtige Krigere for 100
Sølvtalenter.
7. Men en Guds Mand kom til ham og sagde: "Israels Hær må ikke
følge dig, Konge, thi HERREN er ikke med Israel, ikke med nogen
af Efraimiterne;
8. og hvis du mener, at du kan vinde Styrke på den Måde, vil Gud
bringe dig til Fald for Fjenden, thi hos Gud er der Kraft til at
hjælpe og til at bringe til Fald!"
9. Amazja spurgte den Guds Mand: "Hvad så med de 100 Sølvtalenter,
jeg gav de israelitiske Krigsfolk?" Og den Guds Mand svarede:
"HERREN kan give dig langt mere end det!"
10. Da udskilte Amazja de Krigsfolk, der var kommet til ham fra
Efraim, og lod dem drage hjem; men deres Vrede blussede heftigt
op mod Juda, og de vendte hjem i fnysende Vrede.
11. Amazja tog nu Mod til sig og førte sine Krigere til Saltdalen og
nedhuggede 10.000 af Se'iriterne;
12. desuden tog Judæerne 10.000 levende til Fange; dem førte de op
på Klippens Top og styrtede dem ned derfra, så de alle knustes.
13. Men de Krigsfolk, Amazja havde sendt hjem, så de ikke kom til at
følge ham i Krigen, faldt ind i Judas Byer fra Samaria til
Bet-Horon, huggede 3.000 af Indbyggerne ned og gjorde stort
Bytte.
14. Da Amazja kom hjem fra Sejren over Edomiterne, havde han
Se'iriternes Guder med, og han opstillede dem som sine Guder,
tilbad dem og tændte Offerild for dem.
15. Da blussede HERRENs Vrede op mod Amazja, og han sendte en Profet
til ham, og denne sagde til ham: "Hvorfor søger du dette Folks
Guder, som ikke kunde frelse deres Folk af din Hånd?"
16. Men da han talte således, sagde Kongen til ham: "Har man gjort
dig til Kongens Rådgiver? Hold inde, ellers bliver du slået
ihjel!" Da holdt Profeten inde og sagde: "Jeg indser, at Gud har
i Sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad og ikke
hører mit Råd!"
17. Efter at have overtænkt Sagen sendte Kong Amazja af Juda Bud til
Jehus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom,
lad os se hinanden under Øjne!"
18. Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja, af Juda det Svar:
"Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på
Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde Dyr
løb hen over Tidselen og trampede den ned!
19. Du tænker: Se, jeg har slået Edom! Og det har gjort dig
overmodig, så du vil vinde mere Ære. Bliv, hvor du er! Hvorfor
vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for
Fald?"
20. Men Amazja vilde intet høre, thi Gud føjede det såledesfor at
give dem til Pris, fordi de søgte Edoms Guder.
21. Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så
hinanden under Øjne ved Bet-Sjemesj i Juda;
22. Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
23. Men Kong Joas af Israel tog Joahaz's Søn Joas's Søn, Kong Amazja
af Juda, tifange ved Bet-Sjemesj og førte ham til
Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af
400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
24. og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i
Guds Hus hos Obed-Edom og i Skatkammeret i Kongens Palads;
desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.
25. Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter
at Joahaz's Søn, Kong Joas at Israel, var død.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Amazja fra først til sidst,
står optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.
27. Men ved den Tid Amazja faldt fra HERREN, stiftedes der en
Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, og han flygtede til Lakisj,
men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham
der.
28. Så løftede man ham op på Heste og jordede ham hos hans Fædre i
Davidsbyen.
Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:02 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/14_25.html