Ester 1
1. I Ahasverus's Dage - den Ahasverus, der herskede over Landene
fra Indien til Ætiopien, 127 Lande -
2. i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen
Susan, tildrog der sig følgende.
3. I sit tredje Regeringsår gjorde han et Gæstebud for alle sine
Fyrster og sine Folk; Persiens og Mediens ypperste Hærførere og
Landsdelenes Fyrster var hans Gæster,
4. og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts
Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage.
5. Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i
Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages
Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen.
6. Hvidt Linned og violet Purpur var med Snore af fint Linned og
rødt Purpur hængt op på Sølvstænger og Marmorsøjler, og Guld- og
Sølvdivaner stod på et Gulv, der var indlagt med broget og hvidt
Marmor, Perlemor og sorte Sten.
7. Drikkene skænkedes i Guldbægre, alle forskellige, og der var
kongelig Vin i store Måder på ægte Fyrstevis;
8. og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen;
thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om,
hvor meget han vilde have.
9. Også Dronning Vasjti gjorde et Gæstebud for Kvinderne i Kong
Ahasverus's Kongeborg.
10. Da Kongen den syvende Dag var oprømt af Vinen, bød han Mehuman,
Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas, de syv Hofmænd,
som stod i Kong Ahasverus's Tjeneste,
11. at føre Dronning Vasjti, prydet med det kongelige Diadem, frem
for Kongen, for at han kunde vise Folkene og Fyrsterne hendes
Dejlighed. Thi hun var meget smuk.
12. Men Dronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som
Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden
blussede op i ham.
13. Og Kongen spurgte de vise, som kendte til Tidernes Tydning - thi
Kongens Ord blev efter Skik og Brug forelagt alle de lov- og
retskyndige,
14. og de, der stod ham nærmest, var Karsjena, Sjetar, Admata,
Tarsjisj, Meres, Marsena og Memukan, de syv persiske og mediske
Fyrster, som så Kongens Åsyn og havde den øverste Magt i Riget:
15. Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun
ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved
Hofmændene?
16. Da sagde Memukan i Kongens og Fyrsternes Påhør: "Dronning Vasjti
har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men også imod alle
Fyrster og alle Folk i alle Kong Ahasverus's Lande;
17. thi Dronningens Opførsel vil rygtes blandt alle Kvinderne, og
Følgen bliver, at de viser deres Mænd Ringeagt, når det hedder
sig: Kong Ahasverus bød, at man skulde føre Dronning Vasjti til
ham, men hun kom ikke!
18. Og så snart de hører om Dronningens Adfærd, lader Persiens og
Mediens Fyrstinder alle Kongens Fyrster det høre; deraf kan der
kun komme Ringeagt og Vrede.
19. Hvis Kongen synes, så lade han udgå et kongeligt Bud, som skal
optegnes i Persiens og Mediens Love og være uigenkaldeligt, om
at Vasjti aldrig mere må vise sig for Kong Ahasverus; og Kongen
skal give hendes kongelige Værdighed til en anden, som er bedre
end hun.
20. Når så den Forordning, kongen lader udgå, bliver kendt i hele
hans Rige - thi det er stort - da vil alle Kvinderne, både høje
og lave, vise deres Mænd Agtelse.
21. Det Forslag var godt i Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen
fulgte Memukans Forslag.
22. Han sendte Skrivelser til alle Kongens Lande, til hver Landsdel
med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, om at
hver Mand skulde være Herre i sit eget Hus og tale sit Folks
Sprog.
Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:02 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/17_01.html