Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 146 —
Den unge Pige var bleven lidt ældre; men
hun var næsten smukkere end før. En stille Sorg
havde malet hendes Pande og Kinder med en
gjennemsigtig hvid Farve, der gav hendes Ansigt
en næsten overjordisk Skjønhed.
Hun havde i det sidste Aar opholdt sig i Huset
hos Søstrene for at være til Hygge og Nytte og
havde tro opfyldt sin Pligt.
Det var ligesom et fælles Kjærlighedens Baand
som bandt de tre Kvinder sammen, skjønt Anna
aldrig havde talt et Ord til Tanterne om sit
Forhold til Hans.
Kirkeklokkerne ringede sammen.
Folk strømmede til Kirken, som laa lige i
Nærheden.
»Ak, den som blot kunde komme i Kirke«,
sukkede Lulle og reiste sig halvt i Sengen, støttende
sig paa Albuen.
»Idag præker Kapellanen for første Gang. Han
kom hid til Byen igaar.«
»Har du seet ham?«
»Nei, det skal være et ganske ungt Menneske.
Hans Navn er Hansen.«
»Hansen. Det skulde dog vel aldrig være
Hansemand?« sagde Lulle livligt.
»Lulle, Lulle, naar vil du dog ophøre med
dine barnagtige Drømmerier?« sagde Bine.
»Hansemand er enten døcl, eller ogsaa befinder har sig i
en altfor ulykkelig Stilling til, at han vil lade os
høre fra sig.«
r
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
