Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 174 —
Hun smilede til alle Kanter, løftede Armene i
Veiret, som om hun vilde kaste sig i Vandet, greb
en liden Salonbøsse og skjød med diabolsk Sikkerhed
paa Skive.
Jeg sad aldeles forstenet, medens mine stirrende
Øine saa alt ligesom i Søvne.
Jeg saa, hvorledes hun og Mylord udviste den
vidunderligste Skydefærdighed, og jeg saa, hvorledes
hun til Slutning blev opstillet mod Væggen, medens
hendes Mand som Wilhelm Tell skjød en raa Potet,
eller som det med et mildt Udtryk kaldtes i
Aviserne: et Æble,* af hendes Hoved.
Bifaldsstormen susede mig om Ørene. Atter
kom hun hoppende ind paa Scenen, løftede Armene,
som om hun vilde kaste sig i Vandet, og hilste
yndigt til alle Kanter.
Endnu et Smil fra hendes Karminlæber, endnu
et Lynglimt fra de mørke Øine, og Victoria regia
var forsvunden.
Der sad jeg tilbage, smertelig saaret, som om
hver Kugle fra hendes Salonbøsse havde rammet
mit Hjerte. Saaledes altsaa! Hun mit Hjertes
Dronning var kun en Skydedronning, og disse Smil,
som havde gjort mig saa lykkelig, bortskjænkede
hun til enhver Slyngel, som havde betalt sin Entré
til Salen.
En blød Haand lagdes paa min Skulder, og
et Par venlige Øine saa mig deltagende i
Ansigtet.
»Er du syg?« spurgte Helga Johnsen. »Du er
saa bleg.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
