Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 105 —
i Begreb med at kaste en Vase Vanillecreme i
Enkefruens Skjød,
„Mine Herrer og Damer!" gjentog Rasmussen,
„Det er idag en vigtig Dag for vort Hus. Min
elskede Datter fylder idag sit attende Aar og er nu
i den Alder, at hun maa begynde at kjæmpe paa
Livets Kampplads. Jeg og min Kone er gamle.
Vi kan snart falde bort, og saa bliver hun staaende
alene i Verden."
Her begyndte Fru Rasmussen at snøfte,
hvorfor gamle Madamen fandt det passende at vugge
Hovedet frem og tilbage og se ud, som om hun
havde Tandpine.
„Vi vilde derfor gjerne, før vi forlod hende,
finde en Mancl, der kunde lede hendes Fjed paa
den brede Vei" —
„Der fører til Fordærvelsen," mumlede
Stuepigen rørt.
„Paa den brede Vei, der fører gjennem Livets
golde Ørken," forsatte han og trak lettet Veiret
efter at have endt Perioden.
„Vi vilde gjerne finde en Mand, der med
kjærlig Haand kunde skjærme hende mod Modgangens
Storme og beskytte denne fine, spæde–-denne,
denne fine, spæde" —
„Blomst," soufflerede Fruen.
„Denne fine, spæde Blomst."
„Jeg synes slet ikke, hun er saa spæd,"
hviskede Frøken Amalie.
„Hi, hi, hi," lo Kand. theol. Klossing.
„Denne Mand har vi fundet," fortsatte han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
