Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 162 —
„Godnat, Dorthe."
Solen sank, Natten kastede sit dunkle Slør
over Landskabet, og dog var der lyst paa gamle
Parnemans Kammer, saa lyst som der aldrig før
havde været.
En Kvindehaand havde svunget sin Tryllestav
derinde.
Gamle Parneman havde ogsaa havt den graa
Stær som Dorthes Kjæreste; men en fin Lancet,
ført af en Kvindehaand, havde givet ham Synet
tilbage, og hans Øine, der havcle været blændede af
Taarer og omtaagede af Vindunster, saa nu atter
klart.
Han saa den rene, blaae Himmel, de bølgende
Agere, de spraglede Enge, Elven, der legede Skjul
mellem det grønne Løv, og Blomsterne, der stod
og rødmede ved Solens første Morgenkys.
Han fik ogsaa Øinene op for Hjemmets Poesi,
for den Skjønhed, der hviler over et harmonisk
Familieliv.
Men enten han vandrede om i den frie Natur
eller i Proprietærens venlige Stuer, havde han stedse
en munter Guide.
Lille Inga og Parneman var uadskillige; men
lille Inga var en stor Tyran.
Hun fordrede ubetinget Lydighed, og
Parneman fulgte hende blindt paa de vildeste Afveie,
fra Sommerfuglejagt mellem Tjørnehækker og
Rosenbuske og lige op paa Mørkloftet, hvor de legede
Gjemsel mellem Kister og Kufferter.
Lykkeligst var Parneman dog, naar han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
