Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 113 —
hvorimod hun aldrig turde tiltale Pigerne, der
altid var næsevise.
Igaar Middag var jeg alene med det mindste
Barn i Spisestuen. Fruen, der havde været i
Byen, kom og ringede heftigt paa. Jeg sprang
for at lukke op, og medens jeg var ude, væltede
Barnet en Terrin kogende Suppe og forbrændte
sig frygtelig. Fruen var rasende; hun jagede mig
øieblikkelig paa Dør. Hun vilde ikke se mig
vanartige, ligegyldige Skabning mere for sine Øine.
Bedrøvet gik jeg hjem til min Stedmoder og
bad om at faa være hos hende et Par Dage, til
jeg fik en anden Post; men hos hende fik jeg en
ligesaa ubarmhjertig Modtagelse. Jeg skulde
øieblikkelig gaa tilbage til Fruen, bede om Forladelse
og trygle hende om at beholde mig.
Det vidste jeg ikke vilde nytte, og forladt og
fortvivlet gik jeg op paa Kirkegaarden, hvor jeg
sad længe paa min Faders Grav og ønskede at
kunne hvile ved hans Side.
Derfra drev jeg, uden at vide egentlig, hvad
jeg gjorde, op i Parken.
Jeg havde intet spist siden Morgenen og
udmattet af Sorg og Sult sank jeg om paa en Bænk.
Vandet vinkede og blinkede saa venligt —
en Tanke, en vanvittig Tanke greb mig pludselig
I — og Resten ved De.«
»Vær nu blot ved godt Mod, mit Barn«, sagde
Fuldmægtigen, da liun havde endt sin Fortælling.
»Indtil videre skal De have et Hjem hos mig.
Kun maa jeg se at faa mig en ny Husholderske.
Dilling; Hverdagsmennesker. *** 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
