Andet optrin
Et stort, lavloftet Værelse med to Fag smaarudede Vinduer uden
Gardiner. Væggene og Bjælkelofter er beklædt med brungraat Tapet. En
Kogekakkelovn i mange Etager staar henne i det ene Hjørne. Foran
Kakkelovnen en rødmalet Trævugge med mange Dyner. Under den
ballonagtige Overdyne ligger et fuidtpaaklædt Barn og sover. Det er Husets
fireaarige Søn, Hans Jørgen. Han er højrød i Ansigtet af Senge- og
Kakkelovnsvarme og hans hvidgule, kortklippede Haar damper af Sved.
Fire sørgeklædte Kvinder opholder sig i Stuen. De to sidder Side om
Side paa Slagbænken bag Langbordet under Vinduerne og strikker paa
nogle uhyre, filtagtige, graa Uldgarnsstrømper med brede, hvide Borter
foroven. Det er Rasmus' og Hans Henriks respektive Hustruer. De er
bondeklædte og ældre og mæler ikke et Ord. Ved den rødmalede
Dragkiste i Hjørnet ud mod Køkkendøren staar Marenstine, Gaardens
Ejerinde, og Degnekonen, Madam Sloman-Henriksen.
Marenstine er høj og knoglet med et blegt, alvorligt Ansigt og mørke,
hvasse Øjne under stærke Bryn. Hendes sorte, let graasprængte Haar
ligger glat kæmmet ned i en stor Bue paa hver Side af den høje, hvide
Pande og er bagtil gemt under en lille sort Silkehue, fasthæftet med
Haarnaale.
Madam Sloman derimod er en lille, yngre, buttet Kone med røde
Æblekinder og lyst Haar. Ogsaa hun er sortklædt; men bærer paa Hovedet en
hvid Blondekappe, som dog i Anledningen er prydet med
Stenkulsblomster og en Slags ubestemmelig sort Fugl paa en lang,
bevægelig, floromvunden Messingspiral.
Disse to Damer bedømmer i dæmpede Ord et Stykke Hvergarn, som
ligger indsvøbt i et hvidt Klæde i den mellemste Dragkisteskuffe.
Langbordet er opdækket med Dug, Flasker, Glas og Tallerkener.
Hele Værelset er opfyldt af en jævn Tørveos blandet med Lugten af
Kaffe, kogt med Cikorie.
Degnekonen (stryger kærtegnende ben over Tøjet): Og hvad
gav De for Vævningen?
Marenstine (med en mørk, dyb Stemme): To Rigsdaler ... fire
Kroner.
Degnekonen: Ja, det er rigtignok billigt, Gud, hvor det er
billigt! Og der er vel meget mer end til én Kjole?
Marenstine: Jeg tænker, der bli'er to Par Bukser til Hans
Jørgen osse.
Degnekonen: Ja, Gud, hvor det er billigt! Saadan skulde vi
andre osse bære os ad!
Madam Hans Henrik (stor og svær med et bredt, groft
Ansigt. Hæver Hovedet): Hvidlap gør; nu kommer di vist. (Bøjer
Hovedet og strikker videre).
Marenstine: Hva' er Klokken?
Degnekonen (ser med Selvfølelse paa sit lille Sølvur): Godt to.
Marenstine: Ja, saa maa det vel osse være forbi for no'et siden.
(Svøber ombyggelig Tøjet ind i Klædet igen og lukker Skuffen).
Degnekonen (folder Hænderne over sin lille, runde Mave og ser
elegisk ud): Aa, Herregud, ja, saa ligger han der!
Marenstine (rolig): Ja, den Vej skal jo alle Mennesker!
Madam Rasmus (lille, bleg, forskræmt. Sukker dybt).
Madam Hans Henrik (drejer Hovedet og ser ud ad Vinduet):
Der er di ... (Drejer Hovedet paa Plads igen).
Mandfolkene er gaaet op igennem Gaarden og ind ad "den store Dør".
Man hører dem rumstere i Forstuen.
Marenstine staar midt i Værelset og ser ud ad Vinduet. Der har tegnet
sig en næsten usynlig Vredesrynke mellem hendes Bryn. Først da hun
ser Niels Forkarl, der fulgt af Hvidlap kommer slentrende ind ad Porten
og gaar over ad Køkkendøren til, vender hun sig og siger:
Ja, saa er det vel Tid at faa Maden i Stand.
Hvorpaa hun gaar ud i Køkkenet, medens de to Svigerinder langsomt
hæver Øjnene over Strikkestrømperne og ser efter hende.
Mandfolkene kommer ind. Først Søren Rosin, saa de to Brødre og til
sidst Degnen, der har lagt sit Ansigt i Dødsfolder.
Overtøjet, Hatte og Halstørklæder har man hængt fra sig i Forstuen.
Kun har Rosinen taget sin Paraply med, som han stiller hen ved
Kakkelovnen.
Degnen gaar hen og trykker de to strikkende Koner varmt og
højtidsfuldt i Haanden. Til sin egen Kvinde nøjes han med at nikke; og hun
nikker igen og ser lykkelig og forelsket ud.
De andre Karlfolk ulejliger sig derimod ikke med nogen Hilsen, da
det alt er besørget én Gang i Dag.
Madam Hans Henrik (ud i Luften): Naa?
Degnen: Ja saa blev da Lars Andersen puttet!
Madam Rasmus (sukker dybt).
Søren Rosin: Den tykke fra Ornegaarden var der, og Amtmanden.
Degnekonen: Ja, jeg saa dem, da jeg gik herover!
Madam Hans Henrik: Var di i Dragten?
Degnen: De var begge i Embedsuniform, ja. Handlingen var
særdeles stemningsfuld.
Søren Rosin: Ja, det var s'gu en smuk Begravelse. Saadan en
faar vi andre ikke!
Rasmus Gaardmand (staar med Broderen op ad Væggen henne
ved Ovnen for at tørre paa Tøjet): Hvor er Marenstine?
Madam Hans Henrik: Hun er ude ved Maden.
Søren Rosin (ben til Vuggen): Han sover s'gu godt, bitte Hans
Jørgen!
Degnen: Ak ja, det uskyldige Kræ! Han bærer jo ingen
Fornemmelse af, at hans Fader og Forsørger er stedet til den evige
Hvile!
Uhyggesvanger Tavshed, under hvilken Madam Sloman ser sit Snit til
ubemærket af de andre at trække sin Husbond i det ene Frakkeskød.
Degnen (venligt om mod hende): Hvad godt, Skatkammer?
Degnekonen (hviskende, med en tyssende Haandbevægelse): Du
glemmer ...
Degnen (ligeledes dæmpet): Jeg glemmer intet, Basse! Jeg har
selv egenhændigt indført Barnets og dets Forældres Navn i Kirkebogen!
Døren fra Køkkenet bliver aabnet, og man hører
Marenstines (dybe, rolige Stemme): Gaa saa ind, Niels, nu skal
I spise.
Niels Forkarl (træder ind og ser sig sky omkring. Han er fulgt
af Hvidlap, der uden Tøven lægger sig hen under Kakkelovnen
for at faa Pelsen tørret).
Køkkendøren bliver staaende aaben og Stuen fyldes øjeblikkelig af
en stram Lugt af Kaal, blandet med Osen af Flæskesteg. Ogsaa Mændenes
vaade Klæder parfumerer Lokalet.
Søren Rosin (der har staaet uvis og tøvende og skævet hen til
de to Gaardmænd, tager pludselig et langt Skridt hen mod Niels,
trykker hans Haand og siger.) Goddaw igen, Niels! Naa, der er
Du? Hvorfor fulgtes Du'nne hjem med vos andre?
Niels Forkarl (trækker Haanden til sig og mumler noget
uhørligt).
Rasmus Gaardmand hoster hult. Hans Henrik knytter Hænder, de to
Hustruer bøjer sig dybere over Strikketøjet, og Degnen med Frue staar
dumme.
I det samme kommer Marenstine ind, bærende et stort Lerfad fuldt af
dampende Hvidkaalssuppe.
Søren Rosin (om mod hende): Jeg si'er netop li'e nu til Niels,
hvorfor han ikke fulgtes hjem fra Kirken med vos andre!
Marenstine (tørt): Naa, gør Du det? (Sætter Fadet paa Bordet.)
Værsgod aa sid ned aa spis!
Degnen (griber hendes Haand og trykker den ømt og
medfølende.)
Marenstine: Tak, Sloman! ja, vi maa jo bære, hvad der møder
vos!
Degnen: Det maa vi, Madam Andersen, det maa vi! (Pludselig
griber ban igen hendes Haand): Men hvad siger ikke Psalmisten:
Befal Du dine Veje
og al din Hjertesorg
til hans trofaste Pleje,
der bor i Himlens Borg!
Madam Hans Henrik: Det er da saa sandt, saa sandt!
Degnekonen (lægger Hovedet paa Skakke, saa Tøjfuglen vipper).
Han, som kan Stormen binde
og lede Bølgen blaa ...
Degnen (nikker smilende til hende. Hvorpaa de slutter unisont):
Han kan og Vejen finde
hvorpaa din Fod skal gaa!
Madam Rasmus (græder).
Marenstine: Ja, Gud hjælper vos jo altid! ... Di spiser vel nok
en Skefuld Suppe med, Sloman?
Degnen: Tak, ja, Tak, Tak!
Marenstine: Ja sæt jer saa ind da, Ka'lfolk! værsgod!
Og man sætter sig til Bords. De to Gaardmænd paa Bænken under
Vinduerne. Søren Rosin, som Konebroder, paa Stolen ved Bordenden.
Og Degnen og Niels Forkarl paa Bænken ud mod Stuen.
Kvinderne spiser, som sig hør og bør, bagefter ude i Køkkenet.
Der tales ikke et Ord under Maaltidet. Den eneste Lyd, der høres, er
de spisendes Smasken og Skeers og Knives og Gaflers Raslen og Skraben.
Samt af og til Marenstines enstonige Opfordringer:
Aa, værsgod aa ta' en Skefuld Suppe til, Hans Henrik! - Ta'
dog en' ét Stykke Steg til, Rasmus! det er da paa Bordet for aa
spises!
Pludselig lyder Hovslag af en travende Hest ude paa Gaardspladsen.
Alle Iøfter langsomt Hovederne og ser ud.
Rasmus Gaardmand (spørger): Hvem er det?
Søren Rosin: Det er Per Nielsens Karl fra Sundby.
Rasmus Gaardmand: Hva' vil han?
Marenstine: Aa, han skal vel ha' Hoppen bedækket
Rasmus Gaardmand: Det er ellers et skidt Vejr til det.
Marenstine (til Niels Forkarl, der bar rejst sig): I kan jo trække
om bag Laden, der er Læ.
Niels: Ja. (Til Hvidlap, der er krøben frem under Ovnen): Du
bli'er, hvor Du er! (Gaar. Hvidlap lægger sig lydig).
Marenstine: Skal Du 'nne ha' en Kartoffel, Søren? Værsgod!
Søren Rosin: Tak, Søster; jeg er da ellers snart fyldt!
Rasmus Gaardmand (til Marenstine): Vil Du beholde Hingsten?
Hans Henrik (ser op fra sin Tallerken).
Marenstine (rynker Brynene): Er I kanske ikke tilfreds med aa
ha' ham her?
Rasmus Gaardmand: Jo-o; men nu Lars er død ...
Marenstine: Aa, Lars har ikke haft meget med det aa gøre, véd
I nok.
Rasmus Gaardmand: Næi, det har han vel ikke. Men Hans
Henrik har da ellers god Plads til ham.
Marenstine (skarpt): Det har jeg osse! Og jeg gi'er ikke
Hingsten fra mig, uden at jeg bli'er stemt ud paa Generalforsamlingen.
Rasmus Gaardmand: Næi, det gør Du vel ikke...
Hans Henrik (bøjer igen Hovedet ned over Maden. Men hans
Kone ser frem over Strikketøjet og spørger med haard Stemme):
Er det sandt, di si'er, a' Sørensen er ble'en din Lavværge?
Madam Rasmus (stille): Hva' vil Du blande Dig op i det for,
Johanne?
Madam Hans Henrik: Pas Dig sæl, Marie!
Marenstine (vender sig mod Madam Hans Henrik): Og hvem
har Du saa hørt det a'?
Madam Hans Henrik: Det si'er di. Jeg mener ellers, a' en
din Mands Brødre ha'de vaaren nærmere til det.
Marenstine (rolig): Den Mening har Lars vel saa ikke været
a' siden han har valgt Søren.
Rasmus Gaardmand: Er det ham, der har valgt ham?
Marenstine: Ja.
Søren Rosin (med klippende, urolige øjne): Jeg vidste ikke
no'et a'et!
Hans Henrik (slaar pludselig i Bordet, mørkerød i Ansigtet): Du
lywer, Søren!
Kvinderne ser rædde op, og Degnen strækker en mæglende Haand frem.
Men
Rasmus Gaardmand (siger rolig): Naa, naa, Hans Henrik!
Og
Hans Henrik (falder atter hen).
Tavshed.
Drengen i Vuggen begynder at klynke.
Marenstine (hen til ham): Vil Du op, Hans Jørgen?
Drengen: Næ, jæ vil sowe!
Marenstine (rører Vuggen med Foden): Er der ingen, der vil
ha' mer aa spise. (Intet Svar.) Ja, saa vel bekomme da!
Man rejser sig og gaar én efter én hen og trykker Husmoderens Haaad
og siger: Tak for Mad! - Sæl Tak! siger Marenstine.
Saa haler Mandfolkene Piberne op af Lommerne, tænder dem og
damper løs.
Marenstine (til Madam Sloman): Kunde ikke Di røre Vuggen
lidt, mens jeg faar a' Bordet?
Degnen (frem): Nu skal jeg, Madam Andersen, saa kan Bassen
række Dem en Haand.
Marenstine (med en Slags Smil): Hæ ...
Degnekonen (nikker til Manden): Jo-o, Sloman er god til at
vugge!
Og Degnen giver sig til at træde Vuggen, medens Marenstine og
Madam Sloman tager ud af Bordet.
Rasmus Gaardmand: Ja, saa er det vel bedst, vi kommer ud
aa ser paa Kreturet, forinden det bli'er helt mørkt.
Søren Rosin (med et forekommende, elektrisk Spring): Jeg ska'
vise jer rundt!
Rasmus Gaardmand: Vi kender da ellers nok Gaarden sæl.
Hans Henrik (indædt): Ja, vi kender da Gaarden sæl!
Madam Hans Henrik (hvast over Strikketøjet): Rasmus og
Hans Henrik har da vaaren paa Gaarden, før Du og dine kom
her, Søren!
Drengen i Vuggen klynker atter og kaster sig uroligt frem og tilbage.
Degnen (træder haardt i Gængerne): Visse, visse!
Men hans Anstrengelser synes ikke at have nogen beroligende
Indflydelse paa den lille Hans Jørgen, thi pludselig rejser Fyren sig
over Ende i Dynerne, ser med store, lysvaagne, forbitrede Øjne paa
Degnen og siger:
Hvodden Satan i Helvede er det, Du vugger?
Hr. Sloman standser forbløffet op, og Drengen giver sig himmelhøjt
til at tude.
Marenstine (ind fra Køkkenet og hen til Vuggen): Vil Du ha'
Spise, Hans Jørgen?
Drengen (grædende): Ja-a-a ...
Rasmus Gaardmand (rejser sig): Ska' vi saa gaa ud aa se paa
Kreturet da?
Søren Rosin (hurtig frem): Jo, ja, ja! - Du gaar vel med,
Sloman?
Degnen: ja, gerne, gerne!
Alle Mandfolkene ud gennem Forstuen.
Marenstine (med Drengen paa Armen. Til Svigerinderne):
Værsgod aa kom med ud aa faa en Skefuld Suppe, Marie og
Johanne. Værsgod!
De to Hustruer rejser sig tavse og lægger Strikketøjet fra sig paa
Bordet.
Madam Hans Henrik (gaar hen og Iøfter Drengens Hovede
lidt i Vejret og ser kyndigt paa en stor Blodsvulst, han har paa
Siden af Halsen): Den er svunden, synes jeg.
Marenstine: Ja, jeg strøg ham jo osse Dagen efter, at Lars var
død.
Madam Hans Henrik: Skreg han?
Marenstine: Søren maatte da holde ham, mens jeg strøg.
Madam Rasmus (med pibende Røst): Du huskede vel, a' det
skulde være den højre Haand?
Marenstine: Jo, det gjorde jeg da.
Madam Hans Henrik: Tre Gange fraoven aa nedefter ...
Marenstine: Ja-a ...
Madam Rasmus: Kresten Pedersens Kristiane ble' da a' med
sin. Di ha'de først vaaren til tre Doktere.
Madam Hans Henrik (afgjort): Der er ikke andet uden end
som Lig, der hjælper for det!
Marenstine: Næi.
Madam Hans Henrik (betragter atter Svulsten): Den er s'gu
svunden!
Madam Rasmus: Lars Andersen er vel ossensaa begyndt at
raadne ... (Sukker.) Aa, Gu' den Helligaand, ja!
Marenstine: Ja-a, no'et Maa det jo ha' ta'et paa ham ...
Pause.
Hans Jørgen (Utilfreds): Jæ æ sulten, Mor!
Marenstine: Ja, værsgod, Johanne og Marie, værsgod aa kom
ud aa faa en Skefuld Spise!
Og man vandrer stille ud i Køkkenet, hvor Madam Sloman allerede
staar opstillet ved Køkkenbordet og Søber Kaalsuppe.
Project Runeberg, Thu Dec 20 03:54:55 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/doeden/d2.html
