Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XIV. Afsked
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Afsked. 89
mig i at se noget; men et hemmeligt Instinkt
sagde mig, at maman endnu maatte være i Nær-
heden.
„Skulde jeg se paa hende endnu engang —
eller skulde jeg ikke? . . . Nu for sidste Gang!"
sagde jeg ved mig selv og bøjede mig ud af
Kaleschen hen imod Hovedtrappen. Samtidigt
var m a m a n i samme Hensigt kommen hen til
Kaleschen fra den modsatte Side og kaldte mig
ved Navn. Ved at høre hendes Stemme bag ved
mig, vendte jeg mig om imod hende, men saa
pludseligt, at vi stødte Hovederne sammen; hun
smilede sørgmodigt og kyssede mig endnu engang
ret inderligt til Afsked.
Først efter at vi havde kjørt et lille Stykke,
besluttede jeg mig til endnu engang at se paa
hende. Det blaa Tørklæde, hun havde om Ho-
vedet, bevægede sig for Vinden; med sænket
Hoved og Ansigtet skjult i sine Hænder gik hun
langsomt op ad Hovedtrappen, medens Foka støt-
tede hende.
Fader sad tavs ved Siden af mig; jeg ved-
blev derimod at græde; min Hals snørede sig saa
stærkt sammen, at jeg var nær ved at kvæler
... Da vi havde naaet Hovedlandevejen, fik vi
Øje paa et hvidt Lommetørklæde, som der blev
viftet med fra Balkonen. Jeg gav mig ligeledes
til at vifte med mit, og denne Bevægelse beroligede
mig noget. Jeg vedblev dog -at græde, og Tanken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
