Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XV. Barndom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94 Barndom og Drengeaar.
hende; hun frygter ikke for at give sin hele Kjær-
lighed og Ømhed for mig Luft. Jeg rører mig ikke
af Stedet, men trykker blot hendes Haand endnu
fastere til mine Læber.
— Staa nu op, min Engel!
Hun lægger Armen om min Skulder, og jeg
føler en kildende Fornemmelse af hendes Fingre,
som spille frem og tilbage paa min Hals. Det er
stille i Værelset, halvmørkt; Opvaagningen, den
kildende Fornemmelse har gjort mig ør; Moder
sidder ganske tæt ved mig, berører mig, jeg føler
hendes Aande, hører hendes Stemme — og paa
engang farer jeg i Vejret, slaar Armene om hendes
Hals, trykker mig tæt ind til hendes Bryst og siger
aandeløs;
— O, kiære, kjære Moder, hvor jeg holder at Dig!
Hun smiler med sit sørgmodige, henrivende Smil,
tager mig med begge Hænder om Hovedet, kysser
mig paa Panden og lægger mit Hoved paa sit Skød.
— Saa Du holder virkelig meget af mig? siger
hun og tier et Øjeblik, hvorpaa hun tortsætter: —
Lad mig se. Du bliver ved at holde at mig og
aldrig glemmer mig. Naar din Moder ikke er mere,
saa vil Du dog ikke glemme hende, ikke sandt,
Nikolenka ?
Hun kyssede mig endnu mere ømt end tør.
— Hold op! tal ikke saadan, min egen søde
Moder! raaber jeg og kysser hendes Knæ, medens
Taarerne af Kjærlighed og Begejstring strømme ud
af mine Øjne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
