Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVI. Hvad der ventede os paa Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvad der ventede os paa Landet. 175
siden, ikkø blot saa snart jeg mærkede den, men
saa snart jeg blot kom til at tænke paa den, øje-
blikkelig har følt mig hensat til dette skumle,
kvalme Værelse, medens alle selv de mindste
Enkeltheder, som ledsagede dette frygtelige Øjeblik,
paany dukkede op i Erindringen.
Moders Øjne stode aabne; men hun saae
Intet... O, jeg glemmer aldrig dette frygtelige
Blik! Det var saa fuldt af Lidelse! . . .
Man førte os ud af Værelset.
Senere, da jeg spurgte Nathalia Såvischna om
Moders sidste Øjeblikke, fortalte hun mig følgende:
Efter at man havde ført Eder ud, laa hun endnu
længe og kastede sig i Sengen, den kjære Sjæl,
som om der kunde have siddet noget og trykket
hende her paa dette Sted; saa lod hun Hovedet
synke ned imod Puden og faldt i Blund, saa stille.
og rolig, som det kunde have været en Guds Engel.
Blot jeg var gaaet ud for at se, om man ikke snart
vilde bringe hende Drikke, og jeg kom igjen, saa
laa hun der, den Arme, og havde kastet alting af
sig og vinkede blot til Deres Papa, at han skulde
komme nærmere; han bøjede sig over hende, men
man kunde se, hun havde ikke Kræfter til at faa
sagt, hvad hun vilde; saa snart hun blot aabnede
Munden, begyndte hun igjen at stønne. „O, min
Gud! Himmelske Fader! Børnene! Børnene!" sagde
hun. Jeg vilde have løbet ud efter Jer; men Ivan
Vasiljevitsch holdt mig tilbage og sagde, at det
kun vilde gjøre hende værre, saa man maatte heller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
