Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET ALENE, 243
Særligt modbydelige var mig de tomme,
udtryksløse Ansigter af Folk, som jeg traf i
Jærnbanevogne og Omnibusser; de syntes ligesaa lidt at
være mine Medskabninger, som Lig kunde være
det, saa at jeg ikke turde rejse, med mindre jeg
var sikker paa at kunne være alene i Kupéen. Og
det syntes mig endogsaa, at jeg selv heller ikke
var en fornuftbegavet Skabning, men kun et Dyr,
som pintes af en eller anden Uorden i Hjærnen,
der tvang det til at vandre hvileløst om, ligesom
et Faar, der har Drejesyge.
Men denne Stemning kommer — Gud være
lovet — sjældnere over mig nu. Jeg har trukken
mig bort fra støjende Byer og Menneskesværme
og tilbringer mine Dage omgiven af tankevægtige
Bøger — Lanterner, som er tændte af straalende
Menneskesjæle til at kaste Lys ud over vort Liv.
J
eg ser kun faa Fremmede og holder kun en
ille Husstand. Mine Dage vier jeg til Læsning
og kemiske Eksperimenter, og jeg tilbringer mange
klare Nætter med at studere Astronomi. Man
faar — skønt jeg ikke ved hvorledes eller hvorfor
— æen Følelse af uendelig Fred og Tryghed
ved at betragte Himlens straalende
Stjærne
skarer. Dér maa det være, synes jeg, i Stoffets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
