Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - «Hans navn skal kaldes Immanuel» - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
«Læs det som en anden fortællingsbok. Kom saa
og syn mig hvad vi har att! — Borte i Bethel
vidner han Nils Nilsen til kailene staar paa tærne.
Hos os faar vi den rette lære forkyndt saa purt
og rent at kjærringene kan ramse den op i søvne,
og til helvede bærer det med hele surpa. Ak aa ja
san, jugl og dækkersdom altsammen!»
«Vi faar finde havnen som alle skibbrudne lægger
kosen til og der danne vor egen menighet,» lo
Peder stille.
Bemerkningen stak Tambur-Ola. «Da slipper du
fare langt!« Han begyndte at rake saa haardt at
Peder maatte stige unna. Imens snakket han støtvis:
«Ne-hei, gut, det var ikke saan han mente det, der
han gik omkring og prøvde lære menneskene at
være gode!» Med ett steg han nær Peder, satte
riven mot jorden og tviholdt om skaftet: «Endda
ropte han det ind i ørene paa folk, saa tydelig som
ord kan gjøre tanke. Aldrig hørte du ham ymte
hverken om kjerkaeller kvindeforvirring. Aldrig, hører
du! Bare denne ene tingen — gaa ut og vær god
mot menneskene, riket det gaar dere rundt med sjøl.
Du husker slik han for aat i templet! Jeg spør,
synes du ikke vi steller os fint? Vi bygger gud ind
i kirkebygninger, vi organiserer ham ind i
menig-heter som slaas utvortes og indvortes til busta fyker.
Ha — vakkert stel! St. Lukas Menighet lyser Bethel
i ban, Bethel-karene gaar og skuler til os, og
kjærringen din tør ikke for sin sjæls salighet træ
ind-om døra hverken her eller der, fast» — han stanste
og søp efter veiret — «fast hendes søstre paa begge
steder drikker kaffe og broderer tæpper saa svetten
rinder, altsammen til herrens ære! Syns du ikke vi
har faret pent med læren hans?» Stemmen blev saa
tynd at den brast, ansigtet et haanende grin
hvorfra smerten storskrek.
I tungt ulag drev Peder hjemover. Det var ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
