Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Kammerat. De raabte paa ham og de trak i ham.
Men han blev liggende, ubevægeligt smilende til
dem. Han var død.
Død! De Berusede var blevet ædru. Han død,
denne lystige Kammerat. Saa pludselig og uventet
havde dette overrasket dem, at de troede, det var
en Drøm. Den ene saa med raadvild Mine til den
anden, indtil de allesammen stod og saa paa
Overbetjenten. Men Overbetjenten havde nu omsider ganske
mistet Ligevægten. Han snurrede rundt paa sin
Kontorstol, lukkede Protokollen, svirrede med
Rotte-haarene og stirrede forfærdet ned paa Mirabeau.
Smuk var han, som han laa der, idet
Sommermorgenens første fine Solstraaler lyste ind igennem
Vinduerne og svagt rødmede hans blege
gennemsigtige Træk. Ned over hans høje hvide Pande
vældede det mørke Haar. Den ene Haand laa fladt
udstrakt paa hans Bryst. Med den anden syntes
han at have grebet op til Hovedet, da han mærkede
Dødens Komme.
Man ventede Politilægen, og den dybe Stilhed,
der var indtraadt i Politistationens Forværelse, blev
ikkun afbrudt af Betjentenes hviskende Samtale og
af Ferdinand, der ikke kunde tilbageholde en
underlig snøftende Graad.
Død — hans bedste Ven, fra Svirelagene og
fra Barndommens lyse Dage .... hvor var de
ikke glade dengang, de to Latinskoledrenge,
naar Præstens grønne Vogn hentede dem i
Købstaden og kørte med dem langt ud paa Landet,
indtil de fra en Bakke øjnede en kridhvid Landsby-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
