Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
„Idag for første Gang føler jeg mig fuldstændig
betagen af Italiens Skønhed," sagde Kaj og saa’
Agnete ind i hendes kloge øjne, der roligt dvælede
i hans Blik.
„Har De maaske haft Hjemve?"
„Baade Ja og Nej. Uden at føie Længsel
efter Hjemmet, er Hjemmets Egne paa en
besynderlig Maade dukket op for mig i den fremmede
Natur. Glemte Barndomsminder er blevet levende
for mig og har faaet gamle Strenge til at klinge
i min Sjæl. Saaledes den Dag, jeg traadte ind
under St. Peterskirkens Kuppel, da glemte jeg
pludselig de ærefrygtindgydende Omgivelser og lyttede.
Jeg troede at høre Kirkeklokkerne ringe i min fjerne
Landsby."
„Det er gaaet Dem som Mennesker, der har
levet længe mellem Fremmede og har glemt deres
oprindelige Sprog. Pludselig en Dag gribes de af
Sorg eller Glæde og taler til deres egen Overraskelse
Modersmaalet, som om de havde talt det hele deres
Liv. Saa vidt jeg véd, har De levet udenfor Deres
Barndomsindtryk en Række Aar, og det er disse,
der som det glemte Sprog atter kaldes til Live ved
Synet af den fremmede Natur."
Samtalen førtes videre, og uden nogen egentlig
Opfordring fra Agnetes Side fortalte Kaj hende i
korte Træk sit Liv.
Hun havde været en opmærksom Tilhørerinde
og ytrede, da han tav:
„Man siger, at en Livsbane opefter udvikler
Mandens bedste Egenskaber. Det modsatte er i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
