Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Det er nu omtrent tre og tyve Aar siden*) man
begyndte at stemple mig som Fjende af Kristendom-
men, fordi jeg pegede paa Verdenshykleriet: at Fol-
kene og de enkelte Mennesker stadig kalder sig
Kristne; at de paastaar, Evangelierne har givet dem
det for alle Tider gældende Menneskeideal, mens
Sandheden er, at hver levende Kristen kæmper paa
Liv og Død, uden at det dog lykkes ham at virkelig-
gøre en hel Jesu Efterfølgelse, og at intet Samfund,
der forsøgte en saadan, kunde bestaa. Jeg betonede
der, at hverken Selvforsagelsen eller Selvhævdelsen
— eller hvad man kan kalde Kristenheden og Heden-
skab — er det absolute etiske Ideal; at dersom man
ser saaledes paa dem, kan de aldrig gennemtrænge
hinanden. Kun naar hver af dem ikke faar mere
end en relativ Berettigelse, kan de sammensmeltes
til harmonisk Enhed. Jesus har fundet den største
af alle Sandheder: at Kærlighed er Almagt. Han
har ogsaa fundet den uundværlige Sandhed, at man
maa give sig selv for at finde sig selv. Men kun
ved den tilsvarende Sandhed, at man maa bevare
sit Jeg for at have et Selv at give, naar man til den
Syntese mellem de to Grunddrifter i Menneskenatu-
ren — Selvopofrelse og Selvhævdelse — som vi
endnu bestandig søger. Denne har endnu ingen Re-
ligion givet os hverken med Hensyn til Individet
eller til Nationen, for hvilken Spørgsmaalene om
Selvforsagelse og Selvbevarelse er saa uendelig sam-
mensatte.
*) Se Stykket: Selvhævdelse og Selvhengivelse i Tankebildcr,
oprindelig skrevet i Svensk tidskrift 1893—94.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
