Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25 9
dommelige Friskhed, ligesom ogsaa deres matte Dine
tydede paa gjennemvaagede Ncetter og Overanstren-
gelse; men hvad hverken Nod eller Anstrengelser
kunde berove dem, var den Uskyld, det Aabne og
Ubevidste, som afprcrgede sig i deres Trek, tillige-
med den inderlige Kjerlighed til Moderen, som
gjorde sig gjeldende, hvergang de talte til hende.
Da Jeanne traadte ind, sad Familien omkring
et stort Bord, besijeftiget med at sye Sekke. Den
Angste havde stillet sin lille Dukke op imellem Sye-
toiet foran sig og festet en Ende as Lerredet fast
til dens Arm, formodenlig for at det skulde lade,
som om ogsaa den Hjalp med. Adelaide trak skynd-
somst sit uldne Kastetorklede tettere sammen over
Brystet, medens de to Piger lod Syetoiet hvile og
betragtede overrasket og nysgjerrig den fremmede
Dame, der kom tilsyne.
Thorning syntes at vere bekjendt med dem og
indledede Samtalen med en Bon om at maatte
dvoele lidt derinde.
Ulykken gjor Mennesket skarpsynet; den begaver
os med et Instinkt, ifolge hvilket vi i Oieblikket
vide at sijcelne mellem en sand og levende Deel-
tagelse og den, der soger sit Udtryk i laante eller
velklingende Talemaader. Skjont Jeanne, siden hun
traadte ind, endnu ikke havde sagt et eneste Ord,
robede dog Udtrykket i hendes store, sorte Oine en
saa oprigtig og inderlig Velvillie for denne ulykkelige
Familie, at enhver af dem, selv den lille Pige, ikke
kunde tage feil deraf.
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
