Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
Hundeklipperen udforte sine soedvanlige Forret-
ninger.
Fontesant var meget hoi og bredskuldret. Alderen
havde boiet hans Skikkelse, bleget hans Haar, der i
tynde, lysegraae Lokker hang ned over Panden. Hans
Ansigt bar i ethvert af sine Troek Spor af Livets
Kampe og gjennemgaaede Provelser; men tillige af
en vis Forsoning med Livet, et Gjenskin as M ild-
hed og Fred som det, Aftensolen kaster over et
smukt Landstab, for den gaaer til Hvile. Endnu et
Troek ville vi omtale, idet vi fremstille dette Billede,
der mere tilhorer Livet end Phantasien. Det var
denne forunderlige Glands i Fontesants morkeblaae
Dine, som idet den meddelte dem hele Ungdommens
Fristhed og Liv, tillige gav dem noget saa Forskende
og Gjennemtroengende, at kun saare Faa havde
kunnet udholde deres Straaler. Iblandt dem var
Staven ikke.
„Tcend saa Lampen!" sagde Fontesant, idet han
reiste sig fra Stolen og lukkede Pulten, ved hvilken
han havde siddet. „M an moerker tydeligt, hvorledes
Dagen tager af nu, og at Efteraaret noermer
sig"
„Ja, det kan man snart moerke," svarede Staven
poempet.
„Vor Sommer heroppe er saa kort, vi loen-
Zes efter den og faae neppe Tid til at gloede
os over dens Komme, for den atter har vendt
os Ryggen."
„Ja vist, Sommeren er altfor kort, det er og-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
