Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvorledes Carit Etlar tog Afsked fra Bibliotheket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
!
k
II
il tii ’i
M \
li|
1«
1
Éns?
i
1IS
« 1
l
i
n s
/ w
I
’
2 1 6
Saa vil min Dør jeg da stænge,
jeg kan til Hvile nok trænge —
Farvel, og Godnat!»
Carit Etlar følte sig i dobbelt Forstand forladt denne
Vinter. Hans Pleiedatter, der i Aarenes Løb var voxet
fast til hans Tilværelse, saaledes som Digteren skildrede det
i Bogen «Zilo», og som var begyndt Malerstudier paa
Galleriet, i hvilken Tid hun opholdt sig i sin Onkels,
Overhofmarskal Løvenskjolds, Huus, befandt sig de senere
Aar i Sverige.
Da April Maaned kom, blev Skilsmissen fuldbyrdet;
to trætte Menneskesjæle fandt endelig Havn hver for sig.
Carit Etlar stod op for efter Lægens Raad at søge
til Syden. Ingen, som i hiin Tid saae ham, troede, han
vilde vende levende tilbage, heller ikke han selv. Støttet
til en Vens Arm forlod han sit Huus. Denne unge Ven
var Forfatteren Alex. Schumacher, der trofast havde besøgt
den Syge og adspredt hans Tanke.
Carit Etlar bøiede sig ud af Kupeevinduet, til det
sidste Glimt af Hovedstaden var forsvundet, og udbrød:
«Farvel, Du Vugge for al min Lykke og for saa
megen Sorg.»
Her var han traadt iland som sextenaars Dreng, hjem-
løs, med en lille Kiste — som halvfjerdsindstyveaarig Mand
reiste han fra den samme Stad, uden Hjem, med en lille
Kuffert. — Men paa den sidste Kæmpegrav ude ved Korsør
stod nok nu «1i11e Palle» med Benene kjækt fra hinanden
og blæste for sin gamle Digter paa den Trompet, han
endelig havde faaet, og hans Toner løde langt.
«See, hvor de hilse venligt,» sagde Brosbøll og nikkede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
