Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
men efterat det havde gjort nogle faa Skridt-igjennem
den endnu uhostede Rug, udstødte det en dæmpet og
smertelig Vrinsken, vaklede og faldt. Leon havde været »
forberedtherpaa. Endnu førend Hesten styrtede, løftede
han Karen ned paa Jorden, derpaa sprang han selv
af og betragtede nogle Øieblikke, med en smertelig
Deeltagelse, det faldne og stonnende Dyr, hvis halv-
hrustne Øine vedbleve at være rettede paa ham.
,,Den vil dø og aldrig mere faae det skjønne
Spanien at see," udbrod han endelig. »Stakkels Dyr!
—- Og Du, mit unge, blode Barn! græd ikke. jeg
spænder Vadscekten af, saa gaa vi tilfods det lille
Stykke Vei, ned til Doktorens Huus; maaskee jeg
derfra kan faae Hjælp sendt op til Hosten-«
Karen klappede Hestens Hals, . Leon tog Vadserkten
og Pistolerne, der sad i Saddelhylstret, derefter forlode
de Stedet, og gik langs med det tætte Hegn, som førte
fra Rugmarken ned til Gaarden, og hvis Træer og
Buske aldeles skjulte dem for Enhver, som passerede
Landeveien.
Da Leon var kommen nogle Skridt bort, vendte
han sig tilbage for at see efter Hesten. Stedet var
tildeels allerede skjult af den høie Rug, men imellem
dette syntes han at Dyret strakte sit mørke Hoved
iveiret, som om det saae efter ham. Han var dybt
bevæget, men søgte at skjule sin Stemning for Karen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
