Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
»Forsærdeligtl — Du kan tænke Dig, man
staaer op derinde Klokken tre hver Morgen i et koldt
Værelse, og maa selv feie og vaske sit Gulv, og
faaer haarde Hænder, — ildrodet Man skal ogsaa
grave i Haven og blive solbrcendt — Hvad synes
Du! — Saa faaer man aldrig noget at spise, uden
Bønner, heller aldrig noget at drikke, uden en lille
Smule Vand.« —- Jakobe græd, Gazela saae paa
sine hvide Hænder og deres rosenrode Negle og suk-
kede, som om hun allerede var i Kloster.
Samme Eftermiddag vovede hun sig for forste
Gang ud i Parken med Generalen. For at undgaa
de Spadserende og paatrængende Venners Deel-
tagelse havde hun valgt den Tid, da alle Hvæl-
lets Klokker kaldte Badegjæsterne til Middag og
Park-en var forladt. Hvor hun saae svag og lidende
ud, det unge Barn, medens hun langsomt og vak-
lende lænede sig paa sin Faders Arm og søgte hen
til de brede og aabne Gange, for at Dagens sidste
Sollys bedre kunde skinne paa hende. Hun lignede
en syg Blomst, der boier sig paa sin Stængel, og
hendes Pande og Kinder vare blevne næsten ligesaa
blege somden lille hvide Krephat, der omsluttede
dem. For Povitz bragte denne Dag en stor Lykke:
hun var i Vedring, hun smilede til ham, der laa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
