Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
»Nei, endnu ikke, tov lidt, jeg beder Dig; der-
inde see de Andre paa Dig, der tilhører Du dem og
deres Beundring, det skal Du ikke have Lov til, jeg
alene vil lirse og lytte til din Stemme.«
»Du er et Barn, et stort Barnl« sagde hun,
»nien jeg holder af Dig saaledes! det er lange siden,
jeg horte et Sprog som dit; kom da og lad os
spadsere sammen, siden Du vil det; men sortirl mig,
hvad Du meente med, at Du havde kjendt mig lirnge
for iaften.«
Hendes Ord syntes ikke at have naaet hans
Oren, han vedblev, dirmpet og hurtig som en lirnge
indespærret Streng der pludselig har faaet Udbrud:
»Du er vist bleven hyldet meget i dine Dage,
inrgt det ikke, Du er bleven tilliedet, sorgudet af
Mange for iasten, det er umuligt andet; men mirrker
Du det ikke, der maa virre et enkelt Tonefald i min
sidst, et Udtryk i mit Aasyn, et sirregent Ord, som
siger Dig, at alle de Andres Hyldning dog ikke har
været saa dyb, saa inderlig som min. Brugte de
maaske bedre Ord eller hoitideligere Forsikringer? —
Det tan gjerne være, for dem var Du alligevel blot
Tilsældigljeden, en Lykke mere i deres rige Tilværelse,
for mig er Du Alt, Frelseren, jeg ventede paa, den
opfyldte Forjættelse, Levendegjgrelsen af alle mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
