Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
»Den gjorde umaadelig Opsigt i sin Tid. Hvor
jeg kom, fyldte de mine Øren med Frederikkes Polka,
naar jeg gik hjem, horte jeg den fra alle Lirekasser.
J gamle Dage syntes jeg, den havde en forunderlig
Lighed med en af Offenbachs Melodier, nu derimod
finder jeg den ligner paafaldende det Opus, Du
eomponerede forleden til min Cousine og kaldte Frøken
Carolines Polka.« ·
»Paa ingen Maade. En eneste Strophe i Slut-
ningen maaske, ikke videre.«
»Jeg husker saa tydeligt, da Du bragte Frederikke
det trykte Blad, hun rødmede ved at lirse sit Fornavn
paa Titlen, Du tog din Fiolin og spillede. — Du
gode Gud! hvilken Begeistring, hvilken mageløs Hen-
rykkelse! Frederikfe, det stakkels Barn, var reent borte,
hun lo, hun klappede i sine smaa Hander, hun græd,
hun brød sig ikke engang om at skjule det, det var jo
ogsaa Glædestaarer; saa dansede vi til dit Spil,
Fruen, Frederikke og jeg. Ferdinand, Ferdinandl
den Aften glemmer jeg aldrig! Du var stor, ophøiet,
guddommelig, Du beruste os alle, dine Toner syntes
at dufte og blomstre i Luften omkring os.«
»Ja, det var en rar Aften,« sagde Ferdinand
med den lykkelige Seirherres Smil.
»Deri tag Fiolinen, spil for mig igjen, lad mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
