Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
istedetfor at lade Jorden revne under dem? — Vi
havde vor Trommeslager med, og han slog Hvirvel
udenfor den store Kirkedør, men Vojes havde ingen.
Der var ikke en Mand, som knyede, og Boje talte
heller ikke til Gunst for Munken. Han skulde blot
have vovet det! — Vi biede efter dem udenfor, men
de listede ud af den lille Dør, saa lode vi dem fare.«
Det var den længste Tale, Viben nogensinde
havde holdt, han saae undseelig hen paa Prioren og
hans freidige Øine straalede. Augustinus sad og
smilede, og naar han saae op paa Fru Merved,
smilede hun ogsaa.
,,Du stammer fra en talrig, gammel Slægt,
Viben Peter! — Vi har i vort Kloster optegnet en
Gave fra en af dine fromme Forfædre, som skeenkede
os et Alterbillede af lignum Saa-rum og dertil fem
og tyve Skaalpund Vox, holsteensk Vægt, for en aar-
lig Memorie over hans afdode Koinde·«
»Min Slægt er gammel og velkjendt i Marskeu,«
svarede Viben. »Der ligge mange Gravstene omkring
paa Kirkegaardene, alle med Ulven til Mærke, og
afslidte af Regn og Sne, saa Skriften fast ikke lader «
sig læse mere. Mandsstcerke ere vi ogsaa, og flere
kunde vi endnu være, om de Vindbergens Folk havde
faaet Lov til at staa sammen med os, men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
