Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Forsonings Ord, jeg hørte; saadan skal den Religion
være, jeg vil bekjende. Folket trængte sig om ham,
jublede, trykkede hans Hænder, kyssede hans Kjortel,
Munkene forbandede ham, han smilte og lagde
Haanden paa sit Bryst, som om han bar det i sig,
der var stærkere end alle Fjender. Han sagde, det
maatte være Nat, før det kunde blive Dag, men
Dagen vilde nok komme. Han sluttede, idet han
lyste Herrens Velsignelse over Ven og Uveir, og
føiede til:
Mig kan J dræbe, ei min Herres Ord,
Det skal forkyndes overalt paa Jord,
Og det skal synges udi Borg og Hytte-
Den hele Nat laa jeg og tænkte paa ham, og
mange Nætter siden. Det bankede i mit Bryst,
det lod mig ingen Fred, jeg maatte høre ham igjen,
atter høre ham, og det lykkedes, jeg har talt med
ham, Du! jeg lille Pige har trykket hans Haand,
han har lært mig og velsignet mig, mig alene. —
Tilsidst spurgtes det, saa joge de mig bort fra
Klostret; det hed sig, jeg var uartig og vilde ikke
lystre. — Viben! forstaaer Du, — det, jeg her
betroer Dig, er mit Livs eneste og dyrebareste
Hemmelighed, Ingen aner det, jeg troer, de sloge
mig ihjel, hvis de fik det at vide, Du vil ikke røbe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
