Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Viben saae en ligbleg Skikkelse med bart Hoved og
indhyllet i en Kofte af sort Lærred, som naaede ned
til de nøgne Fødder Hans Pande var lav og
sparsomt bedækket med Haar, Næsen bred og op-
hovnet. Omkring Munden havde han bundet et
Klæde, som han drog tilside, medens han talede.
»Er det Dig, Dreyg Jødeken,« sagde Augnstinus,
,,Du havde nær gjort min Hest bange.«
»Hvem skulde det være uden mig?« svarede
Manden med en hæs og slæbende Stemme, ,,boer
der Andre under aaben Himmel paa den vildene
Mark i Nat og Mulm end jeg? — Jeres Hest har
en Stald, hver Hund har et Huus, jeg har kun en
Vunke Lov til at skjule min Usselhed i. — Jo, det
er mig.«
»Herrens Veie ere urandsagelige,« svarede Augu-
stinus, ,,Korset, der lægges3 paa vor Skulder, tynger
Undertiden til Jorden, men det maa bæres, Dreng,
det maa bæres, til Forlosningens Time kommer.
—— Vaag og bed, min Søn! jeg indeslutter Dig
daglig i mine Bønner«
»Det skal godt forflaa," sagde Manden. »J
har let ved at trøste, det koster saa lidt, og det
klinger saa godt. — Giv mig mit Fribrev, at jeg
kan faae Lov at komme mellem Andre. Jeg feiler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
