Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
»Ja, nu siger jeg med Jer, Viben, — hvis det
var gjort med Trnsler,« svarede Ahlefeld sorglos,
»men jeg fører en god Kaarde, og i den Sag, jeg
her kan komme til at bruge den, frygter jeg ikke
den lede Djævel selv.«
»Jeg talte heller ikke om Eders Mod,« sagde
Viben, »det er der Jngen iDitmarsken, som tvivler
om. Ahlefeldernes Slægt kjende vi endda ret godt
derinde. Jeg har staaet paa den liden Tue hvor
eders Forbroder, kongelig Feltmarskalk Hans Ahle-
feld, kæmpede sin sidste Kamp for at værge den
gamle Dannebrogsfane, de havde givet ham at
fore. Derom veed hver Dreng at fortælle Han
kom til at slaaes den Dag nnder samme Vil-
kaar som vi: ene mod en Tylft, ene mod en heel
Snes og vel Flere endnu. Kongen flygtede, Fyrsterne
flygtede, Hans blev, de klovede hans Skjold, saa
Hjelmen, saa Stykke for Stykke af hans Jernrustning,
han slog igjen og bad ikke om Naade. Fanen tryk-
kede han ind til sit Bryst, Sværdet brast, det kunde
ikke staa sig for den bredbladede Øxe, han sloges
med Stumpen Blodet dtyppede ned fra hans Arm,
men han blev ved. Da han saa ikke kunde mere,
da Saar gabede ved Saar, og Døden ·rngede i hans
Hjerte, saae han sig om og smilede: Ni Mand laa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
