Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
Gaarden Beate hævede sine vaade Øine op til
hende med et Udtryk af dyb Forbavselse.
»Det er heller ikke derfor, jeg søgte ham,«
svarede hun.
»Nei, det veed jeg nok, men det er alligevel en
mærkværdig lang og styg Næse, det Menneske har.
Hans tynde Læber ere jo neppe istand til at skjule
Tænderne, og saa hans Øine, Tu, hvor de vare
matte og glands·løse!« Dermed skyndte ogsaa hun
sig tilbage til Borgstuen·
Beate blev staaende i den aabne Port og lyttede,
til det sidste Hovslag af de bortdragende Ryttere
hendode paa Veien. Hun lænede sit Hoved til Bro-
stolpen og stirrede ud i Natten.
Veien til Meldorf laa aaben for Viben og hans
Venner. Maanen skinnede ned mellem Træerne i
Skoven. Foran Krattet laa endnu de dræbte Heste,
Minder om den sidste Kamp, Mændene vare derimod
skaffede bort.
J Daggry førte Bartel Præsten gjennem Mel-
dorfs Port. Da han bankede paa, kom Skildvagten
ud af den lille Sidelaage med en tændt Lygte i
den ene Haand og en gammel Hellebard i den anden,
han holdt Lygten op mod Bartel, talte nogle Ord
med ham og skyndte sig derefter tilbage i den varme
15-lc
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
