Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
Viden var fulgt med igjennem Byen. Han blev
staaende, bøiet og støttet til sit Sværd, endnu længe
efter at Mængden havde forladt Stedet og stirrede
tavs og ubevægelig ind i Nogen. Da han atter
hævede sit Hoved, saae han en Kvinde knæle paa
den vaade Jord, nærmere ved Baalet. Hun strakte
sine foldede Hænder ud af den sort og rødstribede
Kagel og bad med Inderlighed og Ærefrygt foran
det lemlæstede Lig. Et smertefuldt Udtryk hvilede
over hendes Aasyn, den hævede Pande var hvid og
skinnende, alene de rødgrcedte Øine viste, hvormeget
hun havde lidt i denne Nat.
,,Nu har de taget min Tro fra mig,« hviskede
Viben. »Kan det være Naadens og Mildhedens
Fader, som lader lyse sit Ansigt over det, her er-
sket. Hvor ere de fromme og kjærlige Helgene, de
raabe paa, medens de pine og myrde deres Brødre?
— Hvem af dem skal jeg tro paa og hvor skal jeg
vende mig hen? — Munken lyver og hans Helgene
lyve, de skulde brændes tilhobe paa det samme Baal.«
Kvinden laa endnu tavs og ubevægelig med
udstrakte Arme, da Viben langsomt gik hende forbi.
Begge havde de mistet hvad der var dem kjærest,
men Kvinden bad, Manden truede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
