Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
Blicher leende. »Du kyste hende med dine lange
Lovtaler.«
Senere ud paa Aftenen spurgte jeg Johanne,
hvorfor hun var bleven saa bevæget ved at se Vlicher.
»Jeg tør ikke sige det,« svarede hun forlegen.
»De leer vist af mig, jeg er meget bedrøvet over, at
jeg bar mig saa galt ad.«
»Siig det kun, De kan nok betro mig det, jeg
fortæller ham det ikke igjen.«
Hun betænkte sig lidt og saae ned for sig. —
»Blicher,« hviskede hun med Læber, der skjælvede af
Bevægelse-, — »jeg har læst ham, fra jeg var en
ganske lille En, jeg kan alle hans Digte udenad,
jeg har ogsaa fat min egen Musik til dem. — Naar
jeg var glad, tyede jeg til ham, han havde Ord
for Alt hvad jeg følte; naar jeg var bedrøvet,
syntes jeg, han trøstede mig; hvad der var Godt
og Smukt, forenede jeg i Tanken paa ham, — og
nn iasten, — han der seer saa gammel, faa sløv,
saa gyselig dagligdags ud, han ligner slet ikke mine
Drømme«
Jeg var træt og gik tidlig til Ro. Blicher
blev siddende oppe hos Præsten og Forpagteren og
drak Thevandspunsch og fortalte Jagthistorier. Hans
Soveværelse var ved Siden af mit. Da jeg vaagnede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
