Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
Han bad os komme tidligt og lovede, at her skulde
blive morsomt. — Der har vi ham.«
Døren blev revet op, og en ung Mand lod sig
tilsyne, høi, forthaaret, med blege, indfaldne Kinder,
en fuldendt smidig Figur, hvis Fuldkommenheder en
falmet og forreven Dragt ikke var istand til at skjule,
og med en freidig og sorglos Mine. Der laa dog
mindre Letsind i dette sorgløse Præg end Folelsen
af Kraft til at raade Bod paa Livets Hændelser.
Tet ironiske Smil, der hvilede omkring hans Læben
og det vexlende Udtryk i hans talende Øine gav
en vis betryggende Forestilling om, at Daniel Krag
var en Mand, der stod over den Stilling, han for
Tiden befandt sig i, og at han var en bestemt
Natur, dygtig til at handle og besværge Ulykken,
naar han blot gad været over det. Da han saae
de tre Herrer sidde omkring Bordet, strakte han dem
sine Hænder imode, idet han lod den lange Regn-
kappe glide fra Skulderen ned paa Gulvet. »God-
aften mine Venner,« raabte han. ,,Tilgiv, at jeg
lader Eder vente, men en Mand, der har saameget
at tage vare paa, som jeg, maa der bæres lidt
over med.«
»Vi længtes efter c»·Oig,« forsikrede Munk med
sit tykke Mæle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
