Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
»Jeg mener ogsaa, at Jens har Ret,« svarede
Erlof, »der er vist ikke andet for-, end at han maa
faae den Æresopreisning, at Skoierne kjøre ned for
hans Gaard imorgen tidlig og piske hinanden igjen-
nem en Gang til, som Dommen lød og Bill·i»g-
hed forlanger.«
Dermed lod Jens sig nøie, men han vilde dog
i sin retfærdige Harme ikke blive siddende inde hos
Sognefogden og heller ikke drikke af Ølkanden, de
bød ham. Han gik hjem for at trøste Ane og
meddele hende det glade Budskab om hvad der fore-
stod imorgen.
Skoebnen vedblev dog at være ham ugunstig
stemt i denne Sag. Næste Morgen, da Bonderne
tom med Slnffen for at hente Abrahamssonnerne
nd fra Laden, fandt de Feengslet tomt, og et udpillet
Tavl i Væggen betegnede det Sted, hvorigjennem
de havde fundet deres Frelse.
Dermed ophører ethvert Spor om dem. Til
Vcelling kom de aldrig siden, ogsaa fra Knlernei
Deibjerg vare de dragne bort. Abraham henlevede
sine sidste Aar i Ensomhed. Naar Nogen spurgte
ham om hans Sønner, rystede han paa Hovedet eller
slog ud i Luften med Haanden og svarede sørgmodig:
»De ere henne. —- De ere borte.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
