Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
»Det kom fra den Dag, hun faldt ned over
Skrænten og slog sin Fod,« paastod Bedstemoderen,
»saa tog Vorherre hendes glade Sind med det
samme.«
Men Karen rystede paa Hovedet, Tavshed og
Frygtsomhed var nu engang hendes Natur, derfor
holdt hun mest af at være alene.
»Saa er der Ingen, der gjør Nar as mig,«
sagde hun.
Hvad nu hendes Legemsjsfeil angik, vidste hun
ogsaa at finde Trøst for den.
»Der er da Nogen, som har Gavn deraf,«
sagde hun, »for nu kan jeg ikke jage og drive afsted
med Dyrene saa hurtigt som for, det se de gjerne«
Havde hun da fundet sig et ensomt Sted inde
i Skoven, sad hun der i hele Timer og stirrede
frem for sig i dybe Tanker, Uden egenlig selv ret
at vide, hvorom disse Tanker dreiede sig, eller ogsaa
lagde hun sig tilbage i Græsset, med Hænderne
under Hovedet og saae Bladene danse og vifte i
Vinden, og Myggene summe og Svalen kvidre og
kredse i den blaa Luft, og sandt da hele Verden
stor og rig og uendelig smuk. Af og til listede hun
sig ogsaa nedad mod Landeveien, ker bag en Busk
og saae de Fornemme komme kjørende forbi, uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
