Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Pludselig skød Vibeke sin Rok tilside, strakte Armene
iveiret og udbrød:
,,Hvad skal det blive til, Du? — tal lidt, jeg
er saa bange, naar Du tier. —- Jeg troede, jeg
skulde være noget for Dig, lidt af det, Du sagde,
og saa bringer jeg kun Sorg og Tyngde tilstede.
Det er mig, de sigte paa, naar de ramme Dig.«
Han tog hendes fremstrakte Haand og slyngede
sin Arm om hendes Skulder.
»Du skal ikke være bange, vi naae nok iland
vi to; jeg vil virke, jeg vil stræbe, saa gaaer det.
Byrge er en hæderlig Mand, han lader sig vel tale
tilrette. Vil han ikke give mig Udsaettelse, drage vi
bort. — Hvorhen? —- jeg veed det ikke, til hvem?
jeg kan ikke sige det, for jeg kjender Ingen, men se
Dig om, Du Kjære! Verden er jo stor, og vi to
tage ikke megen Plads op. Tør dine Øine! — Veed
Du hvad! hvorfor vente til imorgen? jeg gaaer ned
til Byrge Dam lige strax, det er endnu ikke saa
silde.«
Han tog sin Kappe og Hat og gik. Hun sad
ved Vinduet og saae op paa Himlen, hvor Aften-
solen ovre i Vest gjemte sig bag lette og glimrende
Purpursky er.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
