Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oversættelser - Efter Byron: Parisina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans hele Livsens Frugt
Var søvnløs Ro, aarvaagen Plage,
Glandsløse og fortabte Dage,
^t Hjerte, sig selv en Byrde til det Sidste,
Der ei kan glemme og dog ei vil briste;
Der, naar det synes koldt og dødt,
Har dybest Nag, er ømmest blødt:
Hvor tykt endogsaa Isen lægges,
Kun Overfladen er det, som bedækkes;
Paa Bunden gaaer deu stride ^lv
Og kan ei standse, om den vilde selv.
Hans lukte Barm as Følelser blev gjæstet,
Som der Naturens Magt har fæstet
Med altsor dybe Rødder til at glemmes,
Om ogsaa Taareløbet hemmes.
Om end med Vold vi ^væle dem
Og hindre fra at bryde frem,
De tørres ei ^ de Taarer trille
Tilbage til den indre Kilde;
Der, i den dybe Brønd, de rinde,
Der slutte de fig evigt inde,
Useet, ugrædt, en Strøm, som aldrig endes,
Og rigest der, hvor mindst den kjendes.
Med Følelsernes esterladte Krav;
Med Angst for dem i forten Grav;
Med Muligheden plat fortabt
At fylde Svælget, hines Død har skabt;
Foruden Haab, at sees med dem igjen,
Hvor Sjæle mødes, Ven med Ven;
Med en Samvittighed, hvis Røst
Gav Dommen Ret, og med den Trøst,
De grov dem selv en Grav ved deres Brøde ^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
