Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den skjønne barndom - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
ved hende som en ikke finder hos kvinder av nor*
disk avstamning — det var som hun ikke visste hvad
det er at være selvoptatt. Naar man sier om en
nordisk kvinde at «hun tænker ikke paa sig selv»,
mener man jo bare at hun ikke tænker paa at skaffe
sig selv fordeler, hun tænker paa hvordan hun bedst
kan utnytte sig selv for at skaffe andre fordeler —
men dette selvet er aldrig helt ute av hendes bevisst*
het. Hun ser sig selv, hendes jeg er hendes kapital
likesom, enten hun er villig til at gi den ut til sisste
hvid for andre, eller hun prøver at utnytte og snyte
andre for at lægge til sit jeg og slippe at spendere
noget av det i livet. Ingvilds mor var fuldt ut nor*
disk slik: hun glemte likesom aldrig et øieblik at
det er jeg, Anine. Nu da hendes mand begyndte
at trænge hende paa mange nye maater ilte hun til
hans side, heftig for at finde i sig selv alt hvad han
kunde ha bruk for, men hun var altid Anine som
sluttet op ved sin mands side, likesom med flyvende
faner. Visst elsket Ingvild sin mor — da hun blev
større indsaa hun godt at hun elsket ikke sin mor
mindst naar hun var sintest paa hende, naar hun følte
sig under morens temperament som en katt i torden*
veir. Anine var altid spændende, aldrig kjedelig —
de hæderværdige forsøk hun gjorde paa at være
kjedelig efter opskrifter og bra fruers gode eksempler
mislyktes altid; hun blev fort lei av det selv og gav
op med en arrig latter, som endte i oprigtig godt
humør. Ingvild syntes igrunden aldrig det var saa
hyggelig hjemme som netop naar moren rystet sig
efter et slikt anstrengende forsøk paa at være for*
nuftig og sedat — blev naturlig og tyrannisk og
gavmild og rummelig igjen. Men det var aldrig
mulig at glemme et øieblik — hun var ett menne*
ske, barnet var et andet menneske. Med fru Wilster
var det likesom hendes indvendige synsevne altid var
rettet mot andres liv som hun hadde omsorg for,
hun gav av sig selv som en ødeland aldrig tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
