Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den skjønne barndom - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
fulde fornemmelsen naar det iskolde våndet slukte
en og ens kavende armer og ben støtte ikke mot
noget som de kunde finde hold i. Hun hadde bare
hatt mamma at klamre sig til, og mamma var vaat
og kold og übarmhjertig den gangen. Og nu igjen
sa mamma: «Denslags forestillinger vil du rigtignok
ikke lave nu, vil du vel? Nu er du jo en stor for*
standig pige.» Det vilde hun ikke heller, men at
gaa og holde fast paa den beslutningen kjendtes som
en indvendig krampe, og hun var dødsens rædd for
at hun skulde komme til at skrike allikevel —.
Badehuset laa ute ved en brygge. Inderst mot
land var den muret op av stener, og mellem stenerne
laa bortslængt agn og fisk og fiskeslo og lugtet vondt
paa en rar god maate, sjøagtig —. Da de kom forbi,
surret skyer av fluer op, men solsteken og lyset var
saa voldsomt over landet og sjøen saa selv fluerne
var der ikke noget ekkelt ved her. — Længer ute
var bryggen av planker, lys og opfliset, festlig rum*
melig og øde. Der stod bare nogen kasser og sæk*
ker som lugtet melent godt et sted. De gik forbi
dem og kom til badehuset.
Inde i det mørke kottet klædde Ingvild av sig,
mere og mere krampagtig tapper. Da blev en dør
aapnet ut til fjordens og luftens blaa og solgnidderet.
Der stod mamma barbent i den lille søte matros*
dragten sin: «Hør, børn, I kan godt gaa i våndet
herude, det er ganske grundt.»
Paa sjøsiden av badehuset var der enslags veranda,
og fra den gik en trap ned i våndet, det stod op
over de tre*fire nederste trin og det grodde grønske
og smaa hvite knopper paa dem, og bunden utenfor
trappen var fin lys sand som våndet glittret grønt
over og rutet med et net av lysskygger. Ingvild saa
ned, nok var hun rædd våndet, men det saa forlok*
kende ut ogsaa. Med munden knepet sammen kilte
hun baklængs nedover de vaate trin. Kroppen hendes
gjøs gjenkjendende mot den frygtelige vaate kulde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
