Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den korte Novemberdag gik allerede...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
anden. Der vil komme en Dag, hvor de sidste
Blegansigter forsamles til det sidste Kirkemøde
for at vedtage den syndefulde Menneskeslægts Op-
hør, det sidste Offer, der kan bringes paa Livs-
fornægtelsens Alter. Og naar derefter det sidste
Menneske, tynget af Ensomhed, furet af Ophørets
Rædsel, bestiger et Bjærg og overbeviser sig om,
at han er ene i Verden, uden Lige, uden Køn, uden
Hunger og Tørst og legemlige Behov, da vil
Hjernespindet falde fra hans Øjne, og i sin Døds-
stund ser han, at han selv var Stjernerne og Ver-
den, Tid og Rum, det endelige og uendelige, Gud
og Guder, og at det kun levede i ham og gaar
under med ham uden saa meget som en Krusning
i den store Stilstand . . . .
Salamandrow saa sig om, og paa hans Ansigt
laa der et træt og smertefuldt Smil, som om han
lige var vaagnet efter en tung Drøm. Og da i det
samme Ksenija Christoforowna og Hanne-Liebe
kom gennem Døren fra den anden Stue, gik han
dem et Par Skridt imøde, forsigtigt og søgende,
som om Gulvet veg bort under hans Fødder. Han
standsede og bøjede sig dybt for Hanne-Liebe, og
da hun rakte ham Haanden, beholdt han den et
Øjeblik i sin Haand og sagde, som talte han til ^
den: Gid vi ikke var Mennesker.
— Hvorfor det?
— Fordi vi da ingen Begrænsning kendte.
Salamandrow slap Hanne-Liebes Haand, og
idet han vendte sig om, saa han, at Olga Isakowna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
