Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
soningsdagens Ophør, at det maa gaa baade Døde
og Levende vel.
Legender fra Tider, der svandt, knytter sig til
denne Dag. Templet i Jerusalem genopstaar i Er-
indringen: I tætte Skarer trænges Folket i det
mægtige Rum. Et purpurrødt Tæppe hænger for
Indgangen til det Allerhelligste. Paa Bjærget ofres
et Lam til den eneste, sande Gud, Israels Gud, der
førte sit udvalgte Folk ud af Trældom og løfter sin
Haand mod dets Fjender. Ypperstepræsten træder
ind i det Allerhelligste, og Folket knæler og bøjer
Hovederne for ikke at se derind, at deres Øjne ikke
skal blændes af det, Øjet ikke maa skue. Og se,
da de stod op, Side om Side, var der ikke Plads til
dem alle, men nu de knæler, er Pladsen saa rige-
lig, at Templet kunde rumme mange flere. Og da
de løfter Hovederne igen, er det purpurrøde
Tæppe, hvidt som de hvideste Klæder, hvidt som
Lammets Uldrlsraels Gud har modtaget Ofret
Men Dagen hælder. Forsoningsdagens sidste
Stund nærmer sig. Langt ud til Landets Grænse,
staar der paa Bjærge og Høje Vagtposter, beredte
med Ild og Ved. Naar Nymaanen viser sig paa
Aftenhimlen ved Landets Grænse, tænder den
yderste Vagtpost et Blus. Fra Bjærg til Bjærg lyser
Baunere, til Budskabet har naaet Templet: Ny-
maanen staar paa Himlen! Forsoningsdagen er
forbi! . . . . Vædderhornene hilser Maanenyet med
skingrende Toner, og Mændene. vender sig mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
