Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
Stykke over min venstre Arm, akkurat som Damerne bærer
Slæbet af deres Kjoler. Trods alt det jeg øvede mig, var det
mig ikke muligt at faa den af med ét Tag; jeg skar Sømmene
op under Armhullerne; men heller ikke det hjalp. Saa
besluttede jeg at øve mig i at faa den af med to Tag, först
kastede jeg Slæbet ned, saa krængede jeg den af; jeg vedblev
at øve mig, indtil jeg kunde gore det lige saa præcist som
en Soldat gør sine Geværgreh En, to — saa laa Slobrokken
paa Jorden.
Jeg stolede ikke rigtig paa mine Kræfter og begyndte at
lobe ret langsomt for at spare paa dem. Men jeg havde
næppe lobet to Skridt, for Bønderne, der var beskæftigede
ved Brændet, gav sig til at raabe: »Han løber! Efter
ham!-og de satte i fuld Fart efter mig. Nu lob jeg for Livet.
Mine Venner, som overværede Scenen i den graa Villa
paa den anden Side af Gaden, fortalte mig senere, at
Skildvagten og de tre Soldater, der havde Plads paa Trappetrinene
var lige i Hælene paa mig, Skildvagten endog saa nær, at
han forsøgte at slaa mig i Byggen med Geværet — et Øjeblik
troede de, at han havde fat i mig, han har rimeligvis selv
ment at kunne standse mig paa denne Maade, siden han ikke
fyrede. Jeg holdt imidlertid stadig Afstanden, og udenfor
Porten maatte han ifølge sit Reglement ikke komme.
Da jeg var vei udenfor, opdagede jeg lil min Rædsel,
at der inde i Vognen sad en Herre i Militærfrakke; han
vendte Ryggen til mig. »Forraadt!« tænkte jeg, men i det
sidste Brev havde Vennerne skrevet: »Naar du førster
udenfor, maa du ikke give tabt — der vil være nok af Venner
til at beskytte dig, hvis det skulde blive nødvendigt«. Alligevel
følte jeg ikke synderlig Lyst til at lobe lige i Armene paa
en Fjende. Men da jeg kom nærmere hen til Vognen,
bemærkede jeg, at Herren havde graasprængt Fuldskæg, der
paafaldende mindede mig om en meget god personlig Ven:
rigtignok hørte han ikke til Kredsen, men jeg havde mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
